White Trash
Dette album udkom tilbage i 2010 og står i dag som mit allerførste rigtige debutalbum. Selvom jeg allerede dengang havde adskillige udgivelser, mixtapes og projekter bag mig, var det her første gang, at alt blev gjort fuldstændig efter kunstens regler. Det var her, jeg trådte skridtet op og kørte det hele officielt igennem systemet – registreret hos KODA, distribueret digitalt via Digidi og gjort tilgængeligt til streaming på Spotify. Albummet blev i sin tid også trykt i et fysisk CD-oplag på 1.000 eksemplarer, som til min store glæde hurtigt blev revet væk og i dag er fuldstændig udsolgt.
Pladen indeholder i alt 12 tracks, som tilsammen dækker hele paletten af min lyd og personlighed som rapper. Der er alt fra de klassiske, selvsikre blærerøvsnumre til de langt mere dybdegående, tunge og personlige fortællinger. Du finder blandt andet numre som “Sæt dem fri”, “Kære mor” og “Djævlens værk”, hvor jeg går mere gravalvorligt og reflekterende til værks. Derudover indeholder albummet også nummeret “Mine små homies”, som fungerer som en løftet pegefinger og et godt råd til den yngre generation på gaden, samt “I Odense”, som er min helt egen uforfalskede kærlighedserklæring til min hjemby, og det miljø jeg kommer fra.
Hele albummet er produceret af den dygtige LB Boogie – manden, hvis lyd mange nok også genkender fra de ikoniske produktioner bag Odense Assholes. Samarbejdet med Bogi bød i øvrigt på lidt af en klassisk studie-anekdote: Undervejs var han ved en fejl kommet til at give præcis det samme beat til både Odense Assholes og mig. Det skabte selvfølgelig lidt forvirring i starten, men Bogi smed sine magiske fingre over knapperne igen og fik rettet og tilpasset produktionerne så snedigt, at det endte med, at vi begge kunne bruge det uden problemer.
Flere af numrene på pladen har i virkeligheden rødder langt tilbage i min historie. Tag for eksempel nummeret “Hvem er MzM?”, som oprindeligt blev indspillet på et beskedent setup hjemme på mit gamle værelse hos min mor i Bolbro mange år tidligere. Det var et track, der betød noget særligt for mig, så Bogi tog det gamle vokalarbejde og gav det en ekstra kærlig hånd i studiet, så det kunne passe ind i albummets samlede lydbillede.
En ting, du hurtigt vil bemærke, når du lytter pladen igennem, er, at der er absolut nul features på. Det var et meget bevidst og gennemtænkt valg fra min side. På mine mange tidligere albums og EP’er havde jeg altid haft et væld af gæsteartister og venner med i boksen. Men i mine yngre og mere vilde dage havde jeg desværre også en slem vane med at rende ind i “beefs” og uoverensstemmelser – ikke bare med rivaliserende rappere, men desværre også med folk fra min egen omgangskreds. Det førte gang på gang til det samme irriterende problem: Pludselig stod jeg med en række fede numre, som jeg ikke længere kunne optræde med til koncerter, fordi jeg var raget uklar med gæsteartisten. For at skære igennem alt det drama traf jeg en klar beslutning om, at dette album skulle løftes 100 % på mine egne skuldre. Ingen features, ingen afhængighed af andre – kun Mista “Fucking” Marco hele vejen igennem.